HISTORIEN BAG 7 KABALE

I 1990 lancerede Microsoft sin første version af spillet 7 kabale. Selve kabalen har naturligvis eksisteret i meget længere tid, men ligesom så mange andre kortspil hersker der usikkerhed omkring dens oprindelse, da der ikke findes tilstrækkeligt med historiske oplysninger. Der hersker dog en række plausible teorier, som vi har beskrevet nedenfor.

Frankrig

Der er bred enighed om, at visse kabaler blev udviklet i middelalderen, hvor det blev populært at spille kort. Den mest accepterede ide er, at det var franskmændene, der udviklede den mest populære udgave af spillet – den, vi i dag kender som 7 kabale. Og nogle historikere mener, at kabalen er opfundet af Napoleon Bonaparte, som skulle have fundet på spillet, mens han sad i fængsel på øen St. Helena. Der findes endda en variant af spillet med navnet "St. Helena-kabalen".

Spådomskunst

En spåkone med kortDet danske ord kabale kommer af det hebræiske ord kabbala, som betegner en mystisk lære, og nogle historikere mener, at spillet opstod som en form for spådomskunst. De mener således, at sandsigere brugte kabalens resultat til at spå om fremtiden, som en slags målestok for lykke og held. Hvis det flere gange ikke lykkedes at få kabalen til at gå op, kunne det betyde, at en ulykke var nært forestående. Hvis spilleren derimod fik kabalen til at gå op, var der stor sandsynlighed for, at han ville få succes med sine fremtidsplaner.

Vi synes, teorien om den franske oprindelse virker mest sandsynlig, eftersom en række af de ord, der bruges i forbindelse med spillene, stammer fra fransk. F.eks. kaldes det afsnit af spilleområdet, hvor selve spillet spilles, for "tableau".

Der findes desuden mange ældre bøger, som beskriver forskellige kabalevarianter, der stammer fra Frankrig.

Computeralderen

Udviklingen af 7 kabale i den form, vi kender den i i dag, begyndte i sidste halvdel af 1900-tallet. Da folk op igennem 1980'erne blev fortrolige med computere, blev spillet lynhurtigt populært. Kabalerne med rigtige spillekort blev da også hurtigt erstattet af computerspil. Her fungerede det meget bedre – man behøvede ikke længere selv blande kortene og lægge en ny kabale, da et nyt spil kunne startes med et enkelt museklik.

Spillet Solitaire Royale af Brad FreggerDen første, der udviklede en 7 kabale til computeren, var Brad Fregger. Han arbejdede for softwareudviklingsvirksomheden Spectrum Holobyte, og spillet kunne fås til Macintosh, Commodore Amiga og PC. Spilpakken blev navngivet Solitaire Royale og indeholdt otte forskellige kabaler: Corners, Calculation, Klondike, Golf Solitaire, Reno, Pyramid, Canfield og 3 Shuffles & a Draw. I 1992 udviklede den amerikanske virksomhed Quantum Quality Productions spilpakken Solitaire's Journey med mere end 100 forskellige kabalespil med hver deres egne statistikker. Flere og flere virksomheder begyndte at udvikle denne type spil, da de var meget populære hos fansene af denne genre. Men det store gennembrud hos den brede befolkning kom først, da Microsoft lod spillet følge med Windows 3.0 i 1990. Denne udgave af spillet var udviklet af praktikanten Wes Cherry, og spillets og kortenes design var tegnet af Macintosh-pioneren Susan Kare.

Udviklingen fortsætter stadig derudad. I dag, efter lanceringen af forskellige gadgets som smartphones og tablets, er man ikke længere bundet til PC'en og kan spille sine yndlingsspil når som helst og hvor som helst. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men vi følger udviklingen nøje, så vi kan holde vores website opdateret med de nyeste teknikker. Spillene på hjemmesiden vil derfor altid være responsive, så de kan spilles på en hvilken som helst enhed.