DE BEDSTE STRATEGIER FOR 7 KABALE

Vil du vide, hvordan eksperterne spiller? Og vil du gerne have din 7 kabale til at gå op noget oftere? Så skal du lære nedenstående strategier. For nogle kræver det en del mere koncentration og tankevirksomhed.

Nogle spillere finder det nyttigt at gennemgå hele bunken først, så de kan huske, nogenlunde hvilke kort der ligger fri. Du vil naturligvis ikke kunne huske dem alle sammen, men du vil alligevel have nogle af dem i baghovedet. Prøv derefter at tænke over, hvordan du kan kombinere disse kort med kortene på tableauet. Du kan naturligvis også gennemgå bunken flere gange – det mister du ingen point ved.

Prøv at opretholde en balance i de kort, du lægger på plads i de 4 tomme grundbunker. Sørg f.eks. for, at du ikke allerede er kommet til 9'eren i den ene bunke, mens du i den anden bunke kun er kommet til esset. Det kan nemlig give problemer senere, når du skal af med de tilbageværende lave kort.

Forsøg at tømme tableauets venstre kolonner først, så du kan komme af med kongerne (kongerne er de eneste kort, der må lægges i en tom kolonne; se spilleregler for 7 kabale). Det er nemlig vigtigt at komme af med de høje kort først.

Prioriter de kort, du kan flytte rundt med på tableauet, frem for at tage kort fra bunken. Ligger der f.eks. en rød 9'er og en sort 8'er fri på tableauet, og har du samtidig en sort 8'er liggende i bunken, så prioriter at flytte 8'eren på tableauet først. Kun sådan får du mulighed for at vende et nyt kort på tableauet.

Hvis du ender med at sidde helt fast i et spil 7 kabale, skyldes det ikke nødvendigvis, at du er dårlig til det. Generelt lykkes det for erfarne spillere at få 1 ud af 2 kabaler til at gå op, mens det for gennemsnitsspillere er 1 ud af 5. I den nemme version, hvor du trækker 1 kort ad gangen, går kabalen langt oftere op. Hvis du øver dig ofte, vil du opleve, at du stille og roligt bliver bedre.